Konstante afbrydelser
Som den tredje måde at sørge for at en indførelse af Scrum mislykkes har vi så: Konstante afbrydelser. Der er dem, der vil sige, at det er den mest udbredte af alle grunde til at Scrum implementering mislykkes. Hvad mener vi med “afbrydelser”.
I den her sammenhæng er der tale om afbrydelser af Teamet, det team i Scrum, der formodes at “committe” (det gode danske ord, vi ikke har) til at levere en vis mængde småleverancer i et Sprint.
Teamet planlægger deres arbejde og går igang. Ikke så snart de er kommet igang, før der dumpes en ny opave på dem, som de også lige skal løse. Jeg mener “der dumpes”, det er som om, det bare er noget systemet gør, der er ikke rigtig en person, der tydeligt tager ansvar for omprioriteringen. Nogle gange går et af teammedlemmerne hen til kaffemaskinen efter en kop mokka og kommer tilbage med sådan en abe på skulderen, Han mødte lige “nogen”. Nogen gange ryger der en telefon ind, eller der kommer en vildfaren e-mail. Det behøver ikke at være af ond vilje, det er sikkert vigtige ting, der skal gøres. Det var bare ikke det, der var prioriteringen.
Andre gange er det selvfølgelig mere direkte og udspekuleret. Især i store organisationer hvor den etiske selv-korrektion, der ligger i små teams er forsvundet, er der folk, der mere eller mindre lever på at hi-jacke ressourcer til egne projekter. De ligner som regel chefer, så Teamet mener jo nok, at de er nødt til at adlyde. Det her falder ofte sammen med, at den slags aktiviteter sjældent tåler for meget synlighed.
Der er også situationer, hvor situationen i foretagendet er så tynget af problemer, at det hele tiden slår tilbage og rammer Teamet. Det kan for eksempel være, hvis man har fået produkter ud i marken med seriøse problemer. Så er man i kaos hjørnet og enten så løber Teamet skrigende bort, eller også må der en håndfast krisestyring til, hvor et team stabiliserer situationen, mens et andet forsøger at finde en ny positiv vej videre.
Ret skal være ret. Der er også Teams, der selv opsøger afbrydelser. Det kan selvfølgelig være at de mangler udfordringer, men det er oftest bare en dårlig vane, man er blevet vænnet fra at koncentrere sig og fokusere. Det synes af mere at zappe rundt imellem opgaver.
Hvad end grunden til afbrydelserne er, så er det ødelæggende for Teamet og fremdriften:
Når afbrydelserne når en vis størrelse, en tommelfingerregel er ca 10%, så holder selvorganiseringen i Teamet op med at virke. “Hvad kan det nytte, der kommer jo alligevel snart nogen med noget andet, vi skal lave”. Efter en vis tid, holder Teamet op med at planlægge og siger ret vilkårligt ja til indhold af Sprints.
Afbrydelserne har også en helt konkret indvirkning. Task-switching er voldsomt dyrt, det koster minutter, ja måske timer at skifte imellem to opgaver. Derudover, så er det også dyrt på kvaliteteskontoen. En afbrydelse får folk til at glemme, hvad de havde gang i, og de glemmer måske det halve af indholdet.
Derfor Scrum Mastere: beskyt Teamet, frem med synligheden, røde lapper på taskboardet. Folk kan så se afbrydelserne, hvor de kom fra osv. Det er forbavsende, hvor meget alene det hjælper. De, der kommer med afbrydelserne, er som regel ikke meget for, at de skal kendes af alle.
Hvis ikke det er nok, så må man som Scrum Master fysisk spærre adgangen til Teamet. Hop ind foran en sådan tidrøver på vej ind til Teamet og spørg med jeres mest uskyldige smil, om der er noget, I kan hjælpe med. I vil opleve at mange af dem er “gået forkert”.
