Nu har jeg efterhånden været igang med Scrum i mange år, og det er stadig spændende, især når man ser, at det kan flytte milepæle. Men jeg bliver ved med at undre mig over, hvorfor det så let sander til. Hvorfor det er så svært at holde fast i mønstret og processen? Hvad er det, der trækker så hårdt i organisationer for at komme tilbage til de gamle vaner?
Jeg har ikke nogen patentforklaring, men der er et par ting, der springer mig i øjnene ofte:
- For det første er noget af det simpelthen termodynamikkens anden hovedsætning – entropien er konstant voksende, på dansk: Ting overladt til sig selv henfalder til større og større grad af kaos.
- For det andet så har vi ofte med teknisk ambitøse folk at gøre. Det er som om der er noget naturstridigt i at blive ved med at gøre ting på den samme måde, og rafinere og rafinere. Vi vil egentlig hellere opfinde noget nyt. Scrum har nogle af sine rødder i “Lean” processerne inspireret af japansk tankegods. På godt og ondt beundrer japanerne mesteren, det at perfektionere noget igennem et helt liv, og at barbere noget ind til det helt essentielle. Vi i Vesten anført af amerikanerne mener typisk, at det ikke rigtig kan passe, at jeg skal anstrenge mig for meget over tid. Der må være et hurtigt fix.
- På samme måde nærer vi en naturlig skepsis for systemer, hvor ting skal gøres på bestemte måder, jeg kan vel sagtens gøre det ligeså godt på min egen måde. Det er lidt af det samme igen. Scrum har vist sig i praksis at virke, lad os ikke pille for meget ved det.
- En helt anden ting ved Scrum er, at der er ikke meget prestige i sådan et “string and chewing-gum” system, hvor vi bruger simple virkemidler og kan komme igang på et par dage. For nogle mennesker giver det simpelthen ikke nok status, og det er vigtigt for dem. Nej så er der mere ved at have et kompliceret system, som andre ikke sådan lige kan komme ind i.
Hvad gør vi ved det? For det første må vi konstatere, at Scrum processen lige som alt andet konstant skal tilføres energi for at forblive fungerende.
Et andet hurtigt skud fra hoften er, at vi i virksomhederne må sørge for, at det er tydeligt hvad det er, der har reel værdi. Ledelsen må gøre værdiskabelse meget synlig, metoderne må afhænge af situationen. Det vigtige er, at der gradvist kommer en kritisk masse af overbevisning om at det, der tæller, er fremdrift, synlighed og enkelhed.
Og hvad angår os der gerne vil opfinde nyt – så tror jeg i virkeligheden at de/vi skal indse, at ved at holde os til nogle enkle regler om prioritering af opgaver, done-is-done og konstant målsøgning, så frigør vi i virkeligheden mental båndbredde til at kunne gøre det, vi gerne vil opfinde af “cool stuff”.
— kbn
